Referat fra mødet onsdag 26. januar 2011.
9 personer til stede: Bestyrelsen, Poul, Lisbeth og Elise fra Hårby, Kirsten Hartwig fra Otterup.
Niels havde lavet statistik på afdelingen og specielt aktiviteterne i 2010.
Der fremkom en række synspunkter og ideer:
1. Måske skal vi lave flere weekend-ture langt væk (langt op i Jylland!). Rørbæk sø blev overtegnet, og Nationalpark Thy i august er det næsten allerede nu.
2. Somme tider går vi for stærkt for nye deltagere, og vi skal anstrenge os for at tage godt imod dem.
3. Samkørsel blev drøftet med de sædvanlige resultater - og dog: Bodil skal undersøge, om det er muligt på hjemmesiden at lave en slags opslagstavle til mødested fra diverse steder.
4. De små navnesedler fra Vestsjælland blev nævnt. Katrine foreslog og vil demonstrere et eller andet med tøjklemmer på de kommende ture.
5. Kirsten foreslog cykelture. De logistiske problemer blev endevendt. Det må gerne prøves.
6. Hovsa-ture, som ikke kan nå at komme i blad eller folder, blev drøftet. Kan måske laves via hjemmesiden. Undersøges.
7. Kortere ture? Der skal være noget at køre efter! Lørdagstur med både en kort og en lang samme sted? Eller en lang tur lørdag og en kort søndag - eller omvendt. Og så ikke nødvendigvis samme sted.
8. Føl-ordning, dvs. at et menneske, der gerne engang vil lave en tur, kan være med i planlægning, som en anden står for. God ide at tilbyde, men der må ikke blive nogen som helst tvang, for vi er glade for friheden, så enhver, der tilbyder at lave en tur, kun bliver mødt med begejstring og taknemmelighed!
9. Et lokalt kursus i kortarbejde om de mange muligheder på Fyn, der kan hentes via nettet.
-
Kirsten fremviste en strikket hue med det nye logo. De strikkekyndige var begejstrede og de andre misundelige.
Referat: Robert
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx
Dansk Vandrelaug
Afdeling Fyn
Generalforsamling 3. marts 2010
I Bolbro Brugercenter
23 deltagere: Robert, Karen Marie, Bodil, Poul og Niels fra bestyrelsen, turledere Vagn og Birgit, Elsebeth, Poul (Høgsbæk), Poul Erik. Desuden Charlotte fra Harndrup, Bertel, Jørgen Jensen, Ejnar og Katrine, Birgit H.H., Gunnar og Alice, Eva, Gitte + to helt nyindmeldte: Ulrik (fra Nyborg) og Kate.
Robert bød velkommen, fortalte om landsmødets lovændring, så det nu hedder generalforsamling i stedet for afdelingsmøde.
1. Vagn blev dirigent, han konstaterede generalforsamlingen lovligt indkaldt og bad deltagerne om en hastig præsentation.
2. Beretning 2009.
Afdelingen går simpelthen godt. Ved årsopgørelsen var vi 315 medlemmer og sidste år 262, så det er en pæn stigning. Vi har afholdt 30 ture i årets løb, og deltagerantallet er helt oppe på 28 i snit. Topscorer er igen i år Øhavsstien 28. december, denne gang med 60, så det er dog mindre end året før. Det har været nyt, at to af turene var aftenture. Desuden 11 torsdagsture med 20 i snit.
Vi har haft to billedaftener, 4. februar viste Egon billeder og fortalte om alene-vandringer i Scotland, og 7. oktober fik vi en aften af Katrine og Ejnar om familiens vandring på pilgrimsruten til Santiago. Det er dejligt, at der er medlemmer, der vil lave sådan en aften for os, og vi har det bedste håb om, at det varer ved.
Vi har opgivet at holde vore møder i Ringe, fordi de var alt for dyre. To gange har vi været på Social- og Sundhedsskolen, men bestyrelsen mente, at det var for meget at trække på et enkelt medlem, for så skulle Katrine altid være med. Derfor er vi nu her i Bolbro Brugerhus. Det er et fint sted, der er baseret på frivillig arbejdskraft, så folk, der bor i nærheden, er meget velkomne til at melde sig til at give en hånd med i cafeen.
Vi har nu en liste på 20 turledere, det går af sig selv, der dukker stadig nye op.
Bent lavede en tur uden for Fyn, til Grejsdal. Der var en forlænget weekend med en dejlig tur til Læsø. Vi har haft en telttur på Langeland i juli, af den gammeldags slags, hvor man bar alting på ryggen. Fyn rundt er ved at blive færdig, i juni var det fra Gals klint til Bogense, i august fra Bogense til Enebærodde.
Der har været nytårstur igen, og det bliver en tradition, for der var igen over 20 tilmeldte, og det var ikke de samme som året før.
Poul passer hjemmesiden fint, han vil gerne have billeder ind fra flere, men billederne bliver kun stående i 3 måneder, for der er begrænsninger i plads på siden.
Vi har været repræsenteret på et formandsmøde, hvor alle afdelingers formænd mødes, på et regionsmøde i Århus for afdelingerne vest for Storebælt, og vi har været med på landsmøde, hvor vi har den glæde, at Niels blev valgt ind i styrelsen. Det vil afdelingen få glæde af og landsforeningen endnu mere.
I Friluftsrådet er Elsebeth og Niels vore repræsentanter i henholdsvis syd- og nordkredsen her på Fyn, og der også begge med i DVL’s stiudvalg for region Syddanmark.
Den tidligere amtsfolder over ture på Fyn, der nu laves af kommunerne, har man forgæves forsøgt at få til at dække hele året. Nu er planen, at den første skal gå fra april til 31. juli, den anden fra august til nytår. Det kommer ikke til at berøre os, fordi vi ikke har noget dertil i juli, men det er ærgerligt, at vi ikke får vore aktiviteter i foråret med. Det foregår ved, at formanden sætter turene ind på Naturnet, og så bliver de hentet derfra.
Så afdelingen går godt, det er nemt at være formand med alle dem, der hjælper til. Og se: allerede mindre end et år efter indmeldelse kan man komme på forsiden af bladet!
Beretningen blev godkendt.
3. Regnskab.
Karen Marie gennemgik regnskabet. Der var et for stort underskud, som især skyldtes de dyre møder i Ringe, som nu skulle være meget mindre. Desuden havde turen til Læsø været dyr for afdelingen. Bestyrelsen har i oktober lavet nogle retningslinjer for, hvor meget de forskellige aktiviteter måtte koste afdelingen. De har kunnet ses på hjemmesiden, Karen Marie havde nogle kopier med og gennemgik reglerne kort.
Regnskabet blev godkendt.
4. Indkomne forslag. Ingen.
5. Fremtidigt arbejde.
Et lille udvalg har drøftet nytårstur. Der er bestilt en hytte ved Syltemade å, men ikke planlagt detaljeret endnu.
Niels fortalte, at der bliver lavet en gammeldags telttur igen, denne gang ”på fastlandet”, men stadig på Øhavsstien.
Poul (Høgsbæk) fortalte om den planlagte weekendtur til Hampen sø og Rørbæk sø. Den var kun omtalt fra mund til mund, fordi der skulle bestilles hytter i god tid på campingpladsen. En anden gang skulle man være tidligere ude, fordi en sådan tur skulle med i folderen. Der var nu 19 tilmeldte, så der var stadig enkelte ledige pladser.
Der kom ingen tilbud om billedaften i denne omgang.
Poul (Sørensen) planlagde en weekend i september til Lyø og Avernakø, hvor der ville blive overnatning på Bed-and-Breakfast, hvor der også kunne købes middag.
Formanden havde fået henvendelse om Vandrernes Dag og efterlyste ideer. Vi endte med at vedtage, at Poul Erik skulle gentage ture til Knudshoved og sørge for, at der både blev en kort og en lang tur.
6. Valg.
Formanden blev genvalgt.
Karen Marie og Poul var på valg, men Karen Marie ønskede ikke genvalg. Birgit Grønborg og Katrine Ørnstrup blev nyvalgt og Poul genvalgt til bestyrelsen.
Birte og Jytte genvalgt som revisor og revisorsuppleant.
Birgit og Katrine blev landsmødedeltagere.
7. Eventuelt
Bertel roste hjemmesiden, men ønskede sig større billeder, der kunne fylde skærmen. Det kunne laves via Google, flere kendte til det, og man endte med, at Poul og Bertel i fællesskab skulle undersøge mulighederne.
Efter kaffen oppe i cafeen viste Poul billeder fra årets ture.
Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig, så Birgit er vor kasserer.
Referat: Robert