Dansk Vandrelaug
Afdeling Fyn
Generalforsamling 2. marts 2011
I Bolbro Brugerhus
27 deltagere.
Robert bød velkommen og sagde, at det var første gang, vi skulle holde generalforsamling uden Poul. Det er allerede 4½ måned, siden han døde. Afdelingen har sagt farvel til ham ved en tidligere lejlighed, men det kan ikke undgås, at hans navn bliver nævnt flere gange i aften. Bodil viser billeder til slut.
Dagsorden står på tavlen som fastlagt i vore vedtægter.
1. Vagn blev dirigent, han konstaterede generalforsamlingen lovligt indkaldt og bad deltagerne om en hastig præsentation. Den blev nok for kort!
2. Beretning 2010.
Vort tilskud fra landsforeningen beregnes på en stigning i medlemstal fra 315 til 351 (det er 11%). Det første tal er opgjort 18. februar, det andet 1. december. Sidste medlemsliste fra for 14 dage siden viser 330, så det er lidt uklart, hvor mange vi er. Vi bliver stadig flere, men den procentvise stigning bliver mindre!
Vi har afholdt 5 møder med i alt 125 deltagere, 3 weekendture, 28 ture lørdag eller søndag og 21 torsdagsture. Alt i alt har vi haft 22 deltagere i gennemsnit til vore arrangementer, i alt 1224 deltagere.
12.-13. juni havde vi den sidste weekendtur, så man nåede Fyn rundt. Ved afslutningen i Nyborg udleverede Poul et flot diplom til de personer, der havde været med alle 8 weekender.
Vi har haft to ture + en weekendtur i Jylland. Vor nytårstur blev aflyst. På vore to billedaftener var vi i Grønland og i Peru.
Da vi var til landsmøde i november, var et af emnerne ”DVL og fremtiden”. Det blev senere til, at vi huj og hast skulle holde møde i hver enkelt afdeling. Det møde holdt Afdeling Fyn 26. januar, det refererer og drøfter vi under dagsordenens punkt 5.
Turkalenderen havde vi besvær med i efteråret. Syddansk Turisme tager alle ture fra Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside, der nu under navnet udinaturen dækker alle udendørs aktiviteter. Desværre er den samtidig blevet så indviklet, at selv Katrine ikke kan klare det hele. Syddansk Turisme har så lavet en nemmere ordning, så alle vore tur april-maj-juni skulle nu komme med i Turkalenderen april-juli 2011.
Bodil har overtaget hjemmesiden, og det ser fint ud. Det er dejligt, at flere sender billeder ind, men nogle sender alt muligt. Hvis hver enkelt sorterede i sine egne billeder, så man kun sendte de bedste, så ville det være meget lettere at være Bodil.
Vores sidste folder blev lavet af Egon Hansen i Ferritslev Fritidshus, og den er blevet meget nemmere. Maskinen hæfter selv de to ark sammen, så selvom nogle af Jer måske synes, Pouls foldere var meget flottere, så bliver det altså på den måde, vi får lavet foldere fremover. Her er der nemlig også plads til torsdagsturene.
Landsforeningen: Vi har megen glæde af, at Niels er i styrelsen. Han har repræsenteret os ved formandsmøde i foråret og ved regionsmøde i september. I november var der landsmøde, hvor også Birgit og Katrine var med.
Friluftsrådet har nu Fyns amt delt op i to kredse. Elsebeth er vor repræsentant i sydkredsen og Niels i nordkredsen. De to er også fortsat vore repræsentanter i DVL’s stiudvalg
Det var alt! I må spørge os alle ud om sagerne.
Elsebeth fortalte, at i sydkredsen drejede alting sig jo om arbejdet med Nationalpark Det sydfynske øhav. Der blev f.eks. talt om at lave op mod 100 nye stier! Ikke alt ville blive gennemført, men hun håbede, at afdelingen ville udtale sig pænt, nu da forslaget var sendt i høring hos alle foreninger. Høringsfristen var 31. marts. Dette havde afdelingen ikke hørt om, Niels mente, at det godt kunne ligge hos landsforeningen.
Ros for, at vi lavede dejlig mange ture.
Beretningen blev godkendt.
3. Regnskab.
Birgit gennemgik regnskabet. Der var et pænt overskud, som især skyldtes, at vi nu var i Bolbro, som var meget billigere end i Ringe. Der blev spurgt om sammenligning med regnskabet året før og derefter forklaret, at bestyrelsen i 2009 havde brændt sig på at tillade en meget dyr tur til Læsø. Nu var der fastlagt retningslinjer – ligger p hjemmesiden – så det ikke sker mere.
Der blev spurgt til aktierne, og det blev vedtaget, at vi skal sælge disse aktier.
Der kom et spørgsmål om landsforeningens økonomi, og Niels gav en kort redegørelse.
Regnskabet blev godkendt.
4. Indkomne forslag. Ingen.
5. Fremtidigt arbejde.
På mødet 26. januar fremkom mange tanker og ideer. Bestyrelsen har drøftet dem bagefter og har følgende:
Ideen om tøjklemmer med navn og postnummer, sat på tøjet, så deltagerne lettere kan komme i kontakt og måske arrangere samkørsel fremover. Det er i brug (tilråb: det er succes).
Hovsa-ture, dvs. en ide om en tur, men med så kort varsel, at turen ikke kan komme med i bladet, kan godt arrangeres, hvis man kan få Bodil til at lægge den på hjemmesiden.
Vi laver et kursus for os selv i at vise, evt. prøve diverse hjemmesiders indhold. Der er ikke computeradgang her i Bolbro, derfor på Katrines skole.
Flere ideer, ikke altid lette at udføre:
Samkørsel - måske via hjemmesiden.
Cykelture - svært at organisere.
Kortere ture lørdag eller søndag.
Mange ting blev nævnt: Rigeligt højt tempo, der skal laves opsamling tiere, turlederne skal hjælpe hinanden med at være opmærksomme på opsamlingsproblemer. Men det sociale er vigtigt! De, der ønsker kortere ture i weekenden, skal komme til planlægning i april med forslag. Bestyrelsen (Katrine!) skal indkøbe og medbringe klemmer.
6. Valg.
Formanden blev genvalgt.
Niels og Bodil var på valg og blev genvalgt.
Birte og Jytte genvalgt som revisor og revisorsuppleant.
Bodil og Katrine blev landsmødedeltagere.
7. Eventuelt
Intet
Efter kaffen oppe i cafeen viste Bodil billeder fra årets ture.
Referat: Robert